Ring begynder med et skrig fra en tv-skærm, der trænger ind i mørket: “Du har syv dage tilbage.” Hideo Nakatas film fra 1998 forvandlede den japanske horrorgenre og nåede til sidst et globalt publikum, der ikke kunne glemme Sadakos ansigt.

Det er 1998. Reiko Asakawa (Nanako Matsushima), en ambitiøs journalist, jages af et mysterium: et videobånd, der dræber enhver, der ser det inden for syv dage. Når hun selv bliver offer for båndets forbudte billeder, bliver filmen et kapløb mod uret. Nakata bygger sin horror i de atmosfæriske detaljer, de helt små ting. Døden kommer ikke med kniv eller blodbad, men med en stille fornemmelse af fortabt tid.

Reikos første møde med båndet er typisk for instruktørens tilgang: ingen musik, ingen overdrevne lydeffekter – kun knirkende gulvbrædder og en uforklarlig følelse af at blive overvåget. Det er netop fraværet af konventionelle skræklydeffekter, der gør det så effektfuldt.

Men Ring er mere end blot en samling skræmmende øjeblikke. Den udnytter japansk folklore på en måde, som føles organisk snarere end klichéfyldt: Sadako, den forbandede pige, er et produkt af sin kulturelle kontekst. Hendes oprindelse i brønden – et symbol på fortielse og undertrykt smerte – gives dybde gennem Reikos forskning, der afslører hendes tragiske baggrund.

Der er dog svagheder. Nogle af de psykologiske vendinger er forudsigelige; især hvad angår Yoichis rolle i historien. Og selvom Matsushimas Reiko er overbevisende som den rationelle journalist, der pludselig er fanget i sit eget stof, mangler præstationen den dybde, der kunne have gjort hende til en af tidens mest huskede horrorheltinder.

Men hvor Ring virkelig skinner, er i sit beherskede tempo og sin evne til at skabe en følelse af uundgåelighed. Nakatas beslutning om at placere videobåndet – ikke et monster, ikke et slagvåben – i centrum er et bevidst fravalg af alt, hvad genren normalt falder tilbage på.

Filmen kom ud i et øjeblik, da horrorgenren i Japan var ved at finde ny retning. Ring klarede sig over forventning i biograferne og nåede gradvist et internationalt publikum; til sidst fulgte en amerikansk genindspilning fra 2002. Ingen af de mange efterfølgere og remakes formåede at genfinde kildens ubestemte uro.

Nanako Matsushima bærer filmen med en kontrolleret, næsten klinisk tilstedeværelse, men det er Hiroyuki Sanada i rollen som Ryuji Takayama, der giver handlingen dens egentlige ballast. Hans eksmand er kuldekoldt rationel, og samspillet dem imellem er filmens dramatiske rygrad. Rikiya Ôtaka som Yoichi giver også en overbevisende præstation, især i de scener, hvor han drages ind i Sadakos verden.

En af de mest diskuterede scener er den, hvor Reiko og Ryuji ser båndet i fællesskab. Den rummer to ting på én gang: spændingen ved det, de ser, og den tavse distance mellem to mennesker, der engang var tæt forbundne. Det er netop den forbindelse, der giver slutningens slag ekstra tyngde.

Ring berører derudover spørgsmål om teknologi og social fremmedgøring med et blik, der sjældent ses i horrorgenren. Videobåndet virker som et medie, der har optaget noget, det aldrig burde have set – og forbandelsen, der spredes fra seer til seer som en virus via analog teknologi, giver filmen en dimension, der stadig resonerer årtier efter dens premiere. Nakata holder dog denne dimension implicit; han moraliserer aldrig. Fortolkningen overlades til seeren. Det er den mest koldblodigede af filmens mange tricks.