DAU-prisen tvinger spørgsmålet frem, som alle festivaler forsøger at undgå: Kan billedet bedømmes uafhængigt af, hvordan det blev skabt?

En enkelt pris fra den 83. udgave af filmfestivalen i Venedig har holdt debatten i live en uge efter prisuddelingen, og det er ikke Guldløven. Det er Sølvløven for bedste instruktør, som blev givet til Ilya Khrzhanovsky for DAU — den mest omdiskuterede film på festivalen, og nu årets vigtigste pris-historie, fordi den trækker et spørgsmål frem i lyset, som festivalmiljøet i årevis har nægtet at svare på højt: Kan man bedømme billedet på lærredet uafhængigt af de forhold, det blev opnået under?

Kontroversen ventede ikke på prisuddelingen. DAU ankom til Lidoen med protester mod projektets metoder hængende ved sig, og premieren trak demonstrationer i stedet for den sædvanlige klapsalve. Dirigenten Teodor Currentzis’ tilstedeværelse i hovedrollen blev en magnet for kritik, og filmen blev af nogle i salen læst mindre som en film end som en uafklaret etisk sag. Festivaldirektør Alberto Barbera tog det usædvanlige skridt at forsvare udvælgelsen fra podiet, hvilket fortalte, hvor omdiskuteret titlen var, allerede før nogen jury havde blandet sig. Da priserne blev læst op, ville en pris til DAU i enhver kategori være et argument. En pris for instruktionen — for selve orkestreringen af billederne — var den højeste, der kunne gives.

Det, der gør valget umuligt at feje af bordet, er den jury, der traf det. Maggie Gyllenhaals panel blev i løbet af de to uger beskrevet, præcist, som optaget af etikken omkring, hvem der må skabe et billede, og til hvilken pris. Den gav sine hovedpriser til en film, der nægter at eksponere sit emne, og til en dokumentar bygget på beskyttet vidneforklaring. Så gav den bedste instruktør til festivalens mest anklagede billedskabelse. Enten fordampede de værdier i det øjeblik, et imponerende værk lå på bordet, eller også kom juryen med en bevidst udtalelse: at en etisk indvending, uanset hvor alvorlig, ikke kan fungere som et veto mod spørgsmålet om håndværk. Begge læsninger er ubehagelige, og begge sætter spørgsmålet om adskillelse — kunst her, metode der — i centrum af bordet i stedet for under det.

Anbefalet læsningCharlize Theron klæder sig mod Kalypso: hendes Odysseen-stil er rustning, ikke udvikling

Det er her, DAU holder op med at handle om én film. Festivaler har længe levet på en uudtalt adskillelse mellem værket og de forhold, der skabte det, og har hædret billeder, mens de mere beskidte spørgsmål om tilblivelsen er blevet holdt i udkanten af pressekonferencen. Festivalmiljøet siger sjældent dette højt, fordi det at sige det højt indbyder til præcis den debat, der nu udspiller sig. Ved at kåre DAUs instruktion gjorde Venedig det underforståede eksplicit. Den tolererede ikke bare en omdiskuteret film; den udpegede dens instruktion — den organiserende intelligens bag de billeder, folk protesterede imod — som den bedste i konkurrencen. Man kan ikke fejre det og lade som om, metoden er en separat samtale. Prisen smelter dem sammen.

Festivalmiljøet har i årevis perfektioneret kunsten ikke at svare på dette spørgsmål. En problematisk produktion skaber overskrifter; festivalen programlægger alligevel den færdige film; alle er mere eller mindre enige om at behandle visningen og skandalen som to separate rum. Den våbenhvile holder netop, fordi ingen jury nogensinde tvinges til at tage direkte stilling til det — priser går til præstationer, til manuskripter, til en løve, der altid kan forklares som en stemme for helheden. En pris for bedste instruktør er sværere at hvidvaske. Instruktion er den kategori, der mest eksplicit hædrer valgene bag kameraet: hvad der blev iscenesat, hvordan, og på hvis bekostning. At udnævne DAUs instruktion til den bedste i konkurrencen er at tillægge præcis de beslutninger, der er under anklage, en værdi offentligt. Juryen kunne have spredt sin anerkendelse over mere sikre kategorier og ladet filmens tilstedeværelse i prissammenhængen tale stille. Den valgte den ene pris, der taler højt.

Der er en reel pris at betale for at sige det, der er underforstået, og Venedig kommer til at betale noget af den. Når en festival belønner en omdiskuteret metode som håndværk, mister den det bekvemme forsvar — at det at programlægge en film ikke er det samme som at bakke op om, hvordan den blev lavet — fordi en instruktørpris er en anerkendelse af, hvordan den blev lavet, ellers er den ingenting. Fremtidige filmskabere vil læse signalet, og ikke alle vil læse det, som juryen havde tænkt: Nogle vil høre, at den sikreste vej til en instruktørløve går gennem provokation, der er højlydt nok til at kræve et forsvar fra podiet. Det er faren ved at forvandle en underforstået norm til en eksplicit belønning. Venedig tror måske, at det hædrede en enestående instruktørindsats. Hvad det også gjorde, var at offentliggøre en prisseddel.

Modargumentet fortjener en fair høring. Måske var DAU simpelthen den bedst instruerede film i feltet, og prisen siger slet ikke noget om metode — juryer belønner det, der er på lærredet, og bedste instruktør er en håndværkskategori, ikke en etisk domstol. Holdningen om, at kunst kan bedømmes uafhængigt af sin tilblivelse, er i sig selv omdiskuteret, men den er en legitim position, som seriøse mennesker har. Og meget af protesterne knyttede sig specifikt til Currentzis, hvilket er delvist adskilt fra den instruktion, prisen hædrer. Det er muligt, at prisen er snævrere end den diskurs, der hvirvler omkring den — en teknisk dom, som festivalens kritikere har pustet op til en moralsk.

Men konsekvenserne bliver ikke snævre. DAU bevæger sig nu mod distribution med en stor festivalpris svejset sammen med et uafklaret argument, og enhver køber, programmør og tv-station, der rører ved den, bliver nødt til at beslutte, hvilken halvdel de håndterer — trofæet eller kontroversen. Venedig har til gengæld bekræftet en identitet: den festival, der er mest villig til at programmere og belønne provokationen og forsvare det valg højlydt. Hold øje med, hvordan næste års juryer formulerer deres beslutninger. Når en festival først har sagt det, der er underforstået — at billedet kan hædres uafhængigt af sin tilblivelse — bliver det meget sværere at lade det forblive usagt igen.

Tags: cinema-en1, Venice Film Festival, analyse, DAU, Ilya Khrzhanovsky, Teodor Currentzis

Mere som dette

Hvad er ‘liminale rum’? Hvordan en internetæstetik af tomme rum erobrede gyseren

Starz driver Power som Marvel: Leslie Grossmans Flossie rykker fra ‘Raising Kanan’ til prequel-serien ‘Origins’

De bedste dramatiske skuespillere lige nu – rangeret efter risiko

Leah Remini slutter sig til ‘The Real Housewives of Beverly Hills’ — Bravos mest eksplosive nyansættelse i årevis

Prime Video henter Koreas datingformat ‘EXchange’ til Brasilien – for første gang uden for Asien

Romy and Michele-efterfølgeren filmes mens Hulu satser på at 90’er-kultkomedien stadig sælger genopfindelse