Film

Woman Unknown vinder både Guldløven og Volpi Cup – Gyllenhaals jury markerer sin pointe

Martha Lucas

Den 83. Venedig Filmfestival sluttede ikke, hvor oddset havde placeret den. May el-Toukhy’s Woman Unknown gik hjem med både Guldløven og Volpi Cup for Bedste Kvindelige Skuespiller, og el-Toukhy brugte scenen til at dedicere prisen til sin teenage-datter og takke juryformand Maggie Gyllenhaal for at have brugt sin stemme om manglen på lige muligheder for kvindelige instruktører i konkurrencen. En jury, der i to uger var blevet læst som et skuespiller-instruktørpanel tiltrukket af etikken i at vidne, svarede præcis til den beskrivelse: den gav sine to største priser til én film om en kvinde, som verden nægter at se klart.

Woman Unknown foregår i Danmark i dagene efter befrielsen fra tysk besættelse, og følger Marie, en barnepige og hushjælp i hjemmet hos en københavnsk industrimand, hvis plads i husstanden aldrig er så fast, som den ser ud. Volpi Cup for Bedste Kvindelige Skuespiller gik til Mathilde Arcel for den rolle – et navn, næsten ingen forudsigelser havde med ind i ceremonien, og det sikreste tegn på, at juryen så på skærmen frem for sæsonen.

Resten af palmarès spredte sig bredt. Lee Chang-dong tog Sølvløvens Store Jurypris for Possible Love, den sydkoreanske mesters tilbagevenden og den film, de fleste prognosemagere, dette medie inkluderet, havde sat på selve Guldløven. Sølvløven for Bedste Instruktør gik til Ilya Khrzhanovsky for DAU, den mest omstridte titel på udgaven. John Malkovich vandt Volpi Cup for Bedste Mandlige Skuespiller for Martin McDonagh‘s Wild Horse Nine, den film, der fik den længste stående applaus på festivalen. Bedste Manuskript gik til Stéphane Brizé, Coralie Amédéo og Olivier Gorce for A Good Little Soldier, og Specielle Jurypris til NAZA, Yuval Abraham og Rachel Szors dokumentar, der var den eneste nonfiktion-film i konkurrencen. Malou Khebizi tog Marcello Mastroianni-prisen for en ny ung performer.

Den snub, rummet blev ved med at vende tilbage til, var Werner Herzog‘s Bucking Fastard, som mange havde placeret på Grand Jury Prize-podiet og som forlod Lidoen uden noget. Og kløften mellem modtagelse og resultat havde et ansigt: Wild Horse Nine fik festivalens højeste bifald og konverterede det til en enkelt skuespillerpris, ikke Guldløven – en påmindelse om, at en stående applaus er et rums dom, ikke en jurys.

Den mest akavede linje på arket var Khrzhanovskys. DAU ankom under protest – premieren vakte indsigelser mod projektets metoder og tilstedeværelsen af dirigent Teodor Currentzis, forsvaret fra podiet af festivaldirektør Alberto Barbera – og en Bedste Instruktør-pris til netop den film giver debatten et nyt liv. En jury, der fremhævede etikken i, hvem der får lov at skabe billeder, og hvordan, valgte at belønne udgavens mest etisk omdiskuterede. Den spænding, mere end nogen enkelt vinder, er historien, Venedig sender ind i efteråret.

Der var overraskelser ud over toplinjen. Konsensus-Guldløven, Possible Love, gled et trin ned til Grand Jury Prize; konsensus-bedste-skuespiller-banen, bygget omkring Vincent Lindon i A Good Little Soldier, løste sig i stedet op i en manuskriptpris til samme film, med Volpi’en gående til Malkovich. Et felt, som kritikere havde kaldt et off-year på papiret, producerede en palmarès, næsten ingen gitter havde forudsagt – hvilket normalt er tegnet på en jury, der så uafhængigt af støjen.

Hvad der ændrer sig nu, er landingsbanen. Woman Unknown forlader Lidoen som Danmarks sandsynligste awards-sæson-standardbærer og Arcel som dens opdagelse; Lee Chang-dong bærer en Grand Jury Prize ind i et efterår bygget til auteur-tilbagevenden; og McDonagh’s Wild Horse Nine, med stående applaus og Volpi i hånden, har nu den kommercielle landingsbane, en Guldløve ikke kunne have forbedret. Konkurrencen spreder sig mod udgivelse. Argumentet om, hvorvidt Gyllenhaals jury læste året rigtigt, vil overleve enhver titel i den.

Tags: , , , , , ,

Debat

Der er 0 kommentarer.