Dave Marsh er død, 76 år – Bruce Springsteens store fortaler

Dave Marsh brugte sin karriere på at afvise den ene positur, som de fleste kritikere med tiden lærer at indtage: den kølige distance, der signalerer, at skribenten står over musikken og vurderer den på sikker afstand. Marsh ønskede aldrig den afstand. Han skrev om rock and roll, som en troende skriver om sin tro – som noget, der er værd at forsvare, diskutere og, når øjeblikket krævede det, gå i krig for. Bruce Springsteen var den kunstner, han forsvarede mest indædt, men det dybere emne var altid det samme: at denne musik betød nok til, at seriøse mennesker måtte tage den alvorligt.

Det er den overbevisning, der gør hans død til mere end tabet af en signatur. Marsh var med til at skabe idéen om, at en rockkritiker kunne være partisk og stadig uundværlig – at engagement, udført med tilstrækkelig grundighed og moralsk tyngde, var en form for kritik snarere end et svigt af den. Han er skribenten, der byggede Springsteen-boghylden, og han er også skribenten, som en senere generation definerede sig i opposition til.

Han voksede frem i det mest larmende rum i amerikansk musikjournalistik. Som dreng fra Pontiac droppede han ud af Wayne State for at skrive for Creem, lærte faget sammen med Lester Bangs og bragte siden den kampklare energi med sig til Rolling Stone, The Village Voice og Newsday. Da han rettede sin fulde opmærksomhed mod Springsteen, blev resultatet ikke en hyldest fra en fan, men det første virkelig ambitiøse forsøg på i bogform at føre sagen – biografien, der argumenterede for, at en sangskriver fra et barband i New Jersey hørte hjemme i den amerikanske kanon, og som fik argumentet til at hænge ved.

Det, de ærbødige nekrologer ofte nedtoner, er, hvor tæt det engagement faktisk lå på sit emne. Marsh giftede sig med Barbara Carr, der blev en af Springsteens medmanagere; ifølge ham selv var han manden, der introducerede Jon Landau for Springsteen og dermed satte et af branchens mest betydningsfulde samarbejder i gang. Den nærhed, der gjorde hans skrivning intim, gjorde den også umiskendeligt partisk. Marsh vidste det og undskyldte aldrig for det, for for ham var alternativet – kritikeren, der foregiver at svæve uden for det, han elsker – den egentlige uærlighed.

Der kan trækkes en lige linje fra den holdning til de stridigheder, der kom til at optage musikkritikken efter ham. Hele “rockism”-debatten i de følgende årtier – anklagen om, at kritikere havde forvandlet en snæver kanon af guitarer og autenticitet til et moralsk hierarki – var i vidt omfang en diskussion med den model, Marsh legemliggjorde. Kollegaer, der beundrede ham, kaldte ham stadig gnaven og stridslysten; han skrev anmeldelser, der kunne flå huden af en kunstner, han mente hvilede på laurbærrene. Den troendes varme og håndhæverens skarphed var det samme instrument.

Og han var aldrig kun en Springsteen-mand. I The Heart of Rock & Soul rangerede han de 1.001 bedste singler nogensinde og placerede Marvin Gayes “I Heard It Through the Grapevine” på førstepladsen – et listemager-monument over de soul-, doo-wop- og girl group-plader, han elskede lige så højt som enhver stadionhymne. Gennem nyhedsbrevet Rock & Rap Confidential og et livslangt arbejde mod censur insisterede han på, at det at skrive om musik var uadskilleligt fra det at skrive om magt – hvem der får lov at blive hørt, hvem der bringes til tavshed, og hvem der får lov at afgøre, hvad der tæller.

Marsh døde fredag i sit hjem i Connecticut, 76 år gammel, efter i flere år at have levet med en degenerativ hjernesygdom; nyheden blev bekræftet af hans ven Jeffrey St. Clair og hans kolleger hos SiriusXM, hvor han fortsat var en fast del af E Street Radio. Han og Carr gennemlevede den slags tab, der omkalfatrer et liv, da hendes datter Kristen Ann døde af sarkom som 21-årig, og de oprettede Kristen Ann Carr Fund i hendes navn. Springsteen og Steven Van Zandt var blandt de første til at mindes ham.

Hædersomtalerne vil kalde ham den store Springsteen-biograf, og det var han. Men det sværere at erstatte er selve holdningen – kritikeren, der mente, at neutralitet var en nem udvej, og som fik én til at føle, at det at gå så meget op i en sang på tre minutter var den eneste seriøse reaktion på den. Feltet brugte år på at diskutere med den idé. Det kommer til at savne at have nogen, der er værd at diskutere med.

Tags: obituaries, Bruce Springsteen, Dave Marsh, rock criticism, Rolling Stone