ECB hæver til 2,50 procent: energiinflation driver euroen til 3,3 procent

Den Europæiske Centralbank er på vej til at hæve sin indskudsrente til 2,50 procent, og markederne prissætter beslutningen som nærmest sikker efter en sommer med accelererende inflation i hele eurozonen. Beslutningen vil være den anden renteforhøjelse på tre måneder – et tempo, der afspejler både nødvendigheden af tallene og den voksende spænding i styrelsesrådet om, hvorvidt det anvendte instrument passer til det problem, man står overfor.

Næsten ingen af den inflation er efterspørgselsdrevet – den slags, som centralbankernes renteforhøjelser er designet til at tackle. Energipriserne i eurozonen steg 14,3 procent år-over-år i den seneste månedlige måling, den dominerende drivkraft bag en hovedinflation på 3,3 procent – det højeste niveau siden efteråret 2023. Kerneinflationen, der ser bort fra fødevarer og energi, er faktisk aftagende. Det, der stiger, er prisen på olie og gas, og årsagen er den igangværende konflikt i Mellemøsten.

Siden fjendtligheder med Iran eskalerede tidligere i år, er råoliepriserne steget kraftigt på frygt for forsyningsforstyrrelser, og IEA beskriver situationen som en af de største forsyningsforstyrrelser i nyere historie. Euro-denominerede energiudgifter er yderligere forstærket af valutakursens underperformance over for dollaren – en konsekvens af renteforskellen mellem Federal Reserves langvarige pause og ECB’s relative tøven. Når oliepriserne stiger i dollar, og euroen samtidig svækkes, multipliceres eurozonens energiinflation reelt.

Det paradoks, som styrelsesrådet nu står over for, er ikke tabt for økonomerne. At hæve indskudsrenten til 2,50 procent vil øge låneomkostningerne for euroområdets husstande med variabelt forrentede realkreditlån, øge erhvervslån og dæmpe forbrugernes udgifter. Alt dette reducerer efterspørgslen. Intet af det tilføjer en eneste tønde olie til det europæiske marked. Kritikere af den forventede beslutning argumenterer for, at ECB påfører familier og små virksomheder økonomisk smerte for at bekæmpe et prisproblem, der har sin oprindelse i geopolitiske beslutninger, der ligger helt uden for pengepolitikkens rækkevidde.

Inde i rådet er splittelsen reel. Høgefløjen – ledet af nordiske medlemmer, der stadig fokuserer på troværdighed efter inflationsepisoden i 2022 – argumenterer for, at banken må handle på det tal, den kan se, ikke det kernetal, den håber vil moderere sig. Hvis den holder fast med inflation på 3,3 procent, risikerer den den slags forventningsglidning, der gjorde Fed’s position så vanskelig i 2022 og 2023. Duerne svarer, at en renteforhøjelse nu risikerer at vælte en langsom eurozoneøkonomi ud i kontraktion netop i det øjeblik, hvor husholdningerne er presset af energiomkostninger fra to sider.

For europæiske låntagere kommer beslutningen på et vanskeligt tidspunkt. Indehavere af variabelt forrentede realkreditlån – mest udbredt i Sydeuropa – står over for en umiddelbar omkostningsstigning. Virksomheder, der er afhængige af revolverende kredit, vil se finansieringsomkostningerne stige. Forbrugere, der begyndte at vende tilbage til skønsmæssigt forbrug, står over for nyt pres på den disponible indkomst fra to sider samtidig: energiudgifterne og låneafdragene.

Christine Lagarde forventes at redegøre for styrelsesrådets begrundelse på pressemødet torsdag, herunder om hun signalerer yderligere renteforhøjelser eller indfører en betinget pause for oktober. Investorernes opmærksomhed vil derefter næsten øjeblikkeligt skifte til Federal Reserves beslutning den følgende uge, hvor markedsprissætningen placerer en renteforhøjelse på 25 basispoint til omkring 56 procent – et tal, der er steget for hver eskalering af Mellemøstens spændinger.

Tags: renter, Den Europæiske Centralbank, ECB, eurozonen inflation, Irankrigen