Item: Demonic
Rating: 5.1
Author: Martín Cid Magazine

Kameraet glider ned ad en steril, hvid korridor — og så begynder væggene at trække vejret. Neill Blomkamp, instruktøren der forvandlede en Johannesburg-bosættelse til en science fiction-allegori der forandrede genren, træder ind i gyserfilm-territoriet med Demonic og medbringer hele sin visuelle intelligens. Det han efterlader, er manuskriptet der burde matche ambitionen.

Blomkamp havde ikke instrueret en spillefilm siden Chappie i 2015. Demonic, optaget med reduceret besætning under pandemiens nedlukning, fremstår som et nødvendigheds-projekt — en idé for unik til at opgive. Præmissen: et selskab ved navn Therapol har udviklet teknologi der kan projicere en brugers bevidsthed ind i det simulerede mentale rum hos en komatøs patient. Carly (Carly Pope), fremmedgjort fra sin mor Angela (Nathalie Boltt) efter en række voldelige forbrydelser hun ikke kan forklare, accepterer adgang til programmet. Hun træder ind i moderens sind. Noget derinde venter.

VR-sekvenserne er hvor Blomkamp er mest sig selv. Han skabte de virtuelle miljøer ikke med konventionelle effekter, men med spilmotor-renderinger — et teknisk valg der giver sekvenserne en karakteristisk fladhed, en uhyggelig sterilitet der adskiller dem fra virkeligheden. Denne formelle kulde er cinematografisk intelligens: rum som sprog, varighed som argument.

Problemet opstår når Demonic forsøger at tilfredsstille begge præmisser simultant. Som science fiction-film om bevidsthed og teknologi har den ægte intellektuel tyngde. Som gyserfilm følger den dæmoniske entitet regler lånt fra hundrede genreforegångere, uden nogensinde at udvikle noget specifikt nok til at skræmme. Spændingen mellem de to registre producerer en interessant men ufuldstændig film.

Carly Pope holder filmen sammen med rent håndværk. Nathalie Boltt vinder kompleksitet i simulerings-sekvenserne — en figur der er både monster og gidsel. Birolle-besætningen mangler den tekstur der ville gøre de menneskelige indsatser reelle.

Demonic befinder sig et sted mellem Blomkamps dårligste og bedste værker — mere interessant end Chappie, mindre opnået end District 9. Dens fiasko er ikke af vision men af engagement. Begrebet overlever — levende, mærkeligt, forsøget værd — og beviset på at Blomkamps øje for visuel grammatik forbliver skarpere end hans narrative instinkt.