Johnny Knoxville og Jackass-banden klipper deres farvel sammen af arkivmateriale

Den sidste Jackass-film er ikke bygget, som en film plejer at blive bygget. ”Jackass: Best and Last” er et montage, en række af stunts, sketches og narrestreger klippet mod nyt materiale foran kameraet med de mennesker, der overlevede dem. Der er ingen handling at afsløre og ingen figur at følge, undtagen banden selv, ældre nu, der fortæller sine bedste øjeblikke fra en stols relative tryghed. Strukturen bekendtgør, hvad filmen har besluttet at være: ikke endnu en prøvelse, men en optegnelse over alle prøvelserne forinden.

Det valg er hele argumentet. I stedet for at iscenesætte endnu en spillefilmslang omgang brækkede ribben er instruktøren Jeff Tremaine gået ind i arkivet, har trukket det skarpeste ud af seriens vej gennem tv og fire film og syet det sammen med aldrig udgivet materiale og stykker filmet netop for at lukke bogen. Resultatet er mindre en efterfølger end et kurateret minde, en mærkelig og afslørende måde at slutte på for en så fysisk serie. En bande, der ikke har mere at bevise, vælger selv, hvilken version af sig den lader overleve.

Anbefalet læsningScorsese filmede GoodFellas som en reportage, ikke som en opera

Besætningen er på én gang emnet og tesen. Johnny Knoxville, Steve-O, Chris Pontius, Jason ”Wee Man” Acuña, Dave England, Preston Lacy og Ehren ”Danger Ehren” McGhehey vender tilbage ved siden af de nyere medlemmer Poopies, Zach Holmes, Jasper Dolphin og Rachel Wolfson, og opstillingen læses som et navneopråb, ikke som et stjernekøretøj. Knoxville har sagt det ligeud: dette er ”det naturlige sted at stoppe”. Castingen bekræfter det. Ingen på lærredet søger et næste kapitel.

Tremaine har formet hver version af det her, fra programmet i kabel-tv-æraen til biografcyklussen, og hans instinkt har altid været lige så redaktionelt som anarkistisk: at vide, hvilken optagelse der sidder, ved hvilken reaktion man dvæler, hvornår en grimasse er sjovere end det sammenstød, der udløste den. Som producer ved siden af Spike Jonze og Knoxville behandler han montaget som den endelige klipning af et kvart århundredes billeder og afgør, hvad serien egentlig handlede om, når chokket har lagt sig.

Hvad den handlede om, antyder montaget stilfærdigt, var gentagelse og samtykke: den samme lille gruppe, der igen og igen indvilliger i at udsætte hinanden for det uoverlevelige og kalde det venskab. Vidnestrukturen læner sig op ad den tanke. Et stunt sker, og så forklarer den person, der tog det, på afstand, hvad det faktisk kostede. Det er så tæt på en indrømmelse, serien er kommet, at vitsen efterlod spor, hjernerystelserne, forbrændingerne, operationerne, selv om stemningen forbliver festlig og hurtigt går videre til næste klip.

Der er en større indsats, som filmen for det meste lader være underforstået. Denne bande gjorde ikke bare stuntkomedien populær; den definerede dens moderne form, den håndholdte, samtykkebaserede, reaktionsdrevne narrestregsfilm, som en hel generation af onlineperformere siden arvede. At lukke serien er at lukke en skabelon. Det, der følger i genren, vil blive målt mod en gruppe, der behandlede sin egen smerte som den eneste specialeffekt, den havde brug for.

Formatet skærmer også filmen mod dens hårdeste spørgsmål. En highlights-rulle er en æresrunde, og en æresrunde kan ikke udspørge sig selv. Bam Margera, en grundlæggende tilstedeværelse, optræder kun i arkivmateriale, og hans fravær fra det nye materiale står uforklaret på lærredet, et hul, som den fejrende ramme ikke er bygget til at fylde. Et montage kan heller ikke ærligt gøre op med, hvad to årtiers selvskade som underholdning gjorde ved disse kroppe. Det kan vise højdepunkterne og lade de ældre ansigter, der fortæller dem, antyde prisen.

Blandt de krediterede hovednavne er Knoxville, Steve-O, Pontius, Wee Man, Dave England, Preston Lacy og Danger Ehren, sammen med Poopies, Zach Holmes, Jasper Dolphin og Rachel Wolfson, med Margera i arkivmateriale. Tremaine instruerer ud fra en produktion, han deler med Spike Jonze og Knoxville, og Paramount Pictures distribuerer. Filmen varer 92 minutter og bærer på én gang mærkaten dokumentar, komedie og action, en usædvanlig kombination for et projekt, der vil være både et nummer og optegnelsen af det.

”Jackass: Best and Last” får premiere i amerikanske biografer den 26. juni, med premierer i resten af Europa og i Latinamerika samme uge. Der er endnu ingen bekræftet dansk biografpremiere. Om det virkelig er den sidste er en udfordring for sig, for banden har annonceret afslutninger før, men som afsluttende udsagn er den utvetydig: de, der byggede serien, har valgt, hvordan de skal huskes, med deres egen stemme og ud af deres eget materiale.

Medvirkende

Tags: Comedy

Mere som dette

Hvorfor The Crash på Netflix nægter publikum den vante fortælling om, at dommen i Mackenzie Shirilla-sagen var forkert

Tom Clancy’s Jack Ryan: Ghost War på Prime Video sætter Krasinski op mod en enhed, CIA selv har bygget

Mads Mikkelsen gravede pengene ned og tror nu, han er John Lennon i Den sidste viking

Michael Jackson: The Verdict på Netflix tager fat på retssagen, som biograffilmen Michael sprang over

Worst Ex Ever sæson 2 på Netflix: Wade Wilson og dem der så det komme

In the Grey lander i biograferne som Guy Ritchies tredje kølige procedurale film med Henry Cavill og Jake Gyllenhaal som operatører, ingen må anerkende