John Malkovichs tårer ved „Wild Horse Nine“ i Venedig er hans stærkeste Oscar-kort

Der er en type skuespiller, der tilbringer en hel karriere med at være den mest interessante person i billedets kant, og John Malkovich har været den skuespiller næsten lige så længe, som de fleste af os har set film. Ved Venedig-premieren på Martin McDonaghs Wild Horse Nine omstillede noget sig. Scenestjæleren var blevet givet midten af filmen, og da bifaldet ikke ville stoppe, græd han.

Tårerne betyder noget, fordi Malkovich har bygget en hel grammatik ud af ikke at vise dem. Hans kendetegn er distance: det elegante slæb, den morede trussel, fornemmelsen af en mand, der fortæller sit eget liv fra en plads lidt hævet over det. At se det instrument vendt mod følelse, og at se den mand, der håndterer det, blive overvældet af et rum, er at forstå, hvad McDonagh rent faktisk har gjort her. Han fandt det ene register, Malkovich sjældent lader os komme tæt på.

McDonagh skriver talere. Fra In Bruges til The Banshees of Inisherin bevæger hans film sig omkring det samme sår — stridbare mandlige venskaber, dialog der er moralsk brandfarlig og struktureret til at detonere sine egne præmisser. Hans sætninger bøjer sig, indtil de trækker blod, og det er netop formen på Malkovichs stemme: de mærkelige tryk, ironien holdt en halv sekund for længe, måden han kan få en replik til at krølle tilbage på sig selv. De to var, set i bakspejlet, uundgåelige. Overraskelsen er, hvor McDonagh peger ironien hen.

Anbefalet læsningBram Stokers Dracula: Coppolas gotiske feberdrøm bygget i kameraet

Malkovich spiller Chris, en CIA-officer i det, der ligner hans sidste år, en mand der, som TIME‘s kritiker bemærkede, simpelthen siger sandheden — og effekten er glæde snarere end grusomhed. Det er den inversion hele præstationen drejer sig om. Den manierede distance, der engang gjorde Malkovich til en fremragende skurk, læses nu som en slags udmattet ærlighed, en mand der er løbet tør for grunde til at performe sig selv. Anmeldere bliver ved med at nå efter ordet sårbarhed, og de har ret, men det mere præcise ord er eksponering. McDonagh gav endelig Malkovichs ironi noget at sørge over.

Han er ikke alene deroppe. Sam Rockwell spiller Lee som den neutrale partner og spejlet, en generøs præstation der favoriserer lytning frem for replikaflevering — skuespilleren der allerede har vundet en Oscar på et McDonagh-manuskript er nu tilfreds med at overlade billedet til sin partner. Deres dobbeltnummer er filmens motor, to agenter sendt fra Santiago til Påskeøen mens et kup samler sig bag dem, der jokende baner sig vej mod en historie, der ikke vil joke tilbage. McDonagh har sagt, at det skræmmende ved nutiden er, at de magtfulde ikke længere gør sig ulejlighed med at holde deres manipulationer skjult; periodeindstillingen er hans måde at fremføre det argument uden at hæve stemmen.

Hvor filmen placerer sig i hans karriere vil blive diskuteret i måneder. Han har aldrig lavet en spillefilm der fejlede, og fristelsen er at kalde denne den bedste af dem; den køligere læsning er, at den er den mest kontrollerede. TIME bemærker, at den ikke har nogen af den selvfede overlegenhed fra Three Billboards Outside Ebbing, Missouri, og at tilbageholdenheden er pointen — kvikkasserne er der stadig, men de lykønsker ikke længere sig selv. Hvis der er en revne, er det den NME påpeger, at de kvindelige roller holdes i margenen af en historie, der i sidste ende handler om to mænd og deres tavshed.

Modtagelsen er nu gået over i historien: en stående ovation der varede mellem tretten og fjorten minutter, den længste på årets festival hidtil, med Rockwells partner Leslie Bibb i spidsen for larmen og Parker Posey i tårer. Malkovich, der to gange har været nomineret til en Oscar uden nogensinde at vinde, afviste pris-snakken med en beskedenhed, der hører en mand til, som har lært ikke at forvente noget af det — det bedste, sagde han, er at filmen får opmærksomhed. Searchlight åbner den i november; Golden Lion-feltet er enogtyve film dybt, og Maggie Gyllenhaals jury rapporterer senere denne måned.

Akademiet har haft to chancer med Malkovich og ladet dem gå forbi. McDonagh har lige givet det en tredje, der vil være svær at bortforklare — en hovedrollepræstation fra en mand, der brugte fyrre år på at lade som om, han ikke havde brug for at blive set, og endelig lod sig selv blive det.

Tags: John Malkovich, Venice Film Festival, Martin McDonagh, Oscars, Wild Horse Nine

Mere som dette

Paul Mescal skal spille McCartney, men den ‚seriøse skuespiller‘ bliver et brand

In the Grey lander i biograferne som Guy Ritchies tredje kølige procedurale film med Henry Cavill og Jake Gyllenhaal som operatører, ingen må anerkende

Mads Mikkelsen gravede pengene ned og tror nu, han er John Lennon i Den sidste viking

Det bli’r ikke bedre, komedien der vandt to Oscars uden at gøre sin helt sympatisk

The Wolf of Wall Street, Scorseses tre timer lange rus om grådighed, hvor Leonardo DiCaprio sælger dig den samme løgn, som han sælger sine kunder

James Baldwin: »en så dødelig fare, at jeg var flygtet… til Frankrig«