Den åbner midt i festen: en Lamborghini i kokainhvid, dværge der kastes mod en velcroskive for sjov, et messingorkester og halvnøgne kvinder der marcherer hen over et handelsgulv, der brøler som et oprør. Jordan Belfort taler lige ind i kameraet, og det første, han gør, er at rette farven på sin egen bil, for sandheden er aldrig helt så god som salget. The Wolf of Wall Street varer tre timer og stopper aldrig: en film om begær, der selv er grådig, og som proppen sig med penge, stoffer, kød og larm, indtil man på én gang er beruset og en smule utilpas.

Belfort (Leonardo DiCaprio) ankommer til Wall Street som en storøjet begynder og bliver straks indviet af Mark Hanna (Matthew McConaughey), der udlægger hele svindelnummeret over martinier, med en nynnen og brystbanken, som DiCaprios figur vil bære videre som et krigsråb. Krakket i 1987 ruinerer ham; han dukker op igen i et hul i et indkøbscenter og prakker almindelige mennesker øreaktier på, opdager, at han kan sælge hvad som helst til hvem som helst, og bygger Stratton Oakmont op: en svindelfabrik af pump-og-dump-typen forklædt som mæglerhus, hvor sælgerne er vilddyr og kommissionerne obskøne.

Scorsese instruerer det, som Belfort sælger: hurtigt, sjovt, skamløst, vanedannende. Han rækker DiCaprio kameraet at skrifte til og klipper væk, i det øjeblik forklaringen bliver ubelejlig (”men det er I da ligeglade med”). Thelma Schoonmakers klipning holder hele bacchanalet i spurt, Rodrigo Prietos kamera strejfer om på handelsgulvet som endnu et rovdyr, og den allestedsnærværende speak lader aldrig publikum få vejret. Højdepunktet er ren fysisk komik — Belfort, lammet af udløbne Quaaludes, slæbende sit eget døde legeme ned ad en country clubs trappe og ind i en Lamborghini — og DiCaprio spiller det med en stumfilmsklovns hengivenhed.

Og ingen står tilbage for ham. Jonah Hills Donnie Azoff er en trængende næstkommanderende med fluorescerende tænder, der sniffer hvad som helst og giftede sig med sin egen kusine; Margot Robbie gør i den rolle, der præsenterede hende for verden, Naomi til en kvinde, der ved præcis, hvad hun er værd, og præcis hvornår ægteskabet bliver surt. Rundt om dem myldrer et gulv af hylende sælgere, og Terence Winters manuskript giver hver enkelt akkurat reb nok. McConaughey er væk efter to scener og spøger alligevel gennem hele filmen.

Den tilbagevendende anklage er, at filmen forskønner netop den grådighed, den skildrer, og Scorseses svar er at nægte at moralisere på kommando. Der er ingen scene med den snydte bedstemor, ingen pæn lektie; FBI-agenten, der til sidst fanger Belfort, kører hjem alene i en snavset metro, det eneste uglamourøse billede på tre timer. Den egentlige anklage gemmes til det sidste billede: Belfort, knap nok straffet, genfødt som motivationsguru, beder en sal fuld af fremmede om at sælge ham en kuglepen — og kameraet vender sig for at studere deres ansigter, sultne, lænet frem, klar til at blive ham. Filmen holder spejlet op for publikum og lader det afgøre.

Den er ikke fejlfri, og fejlene er uadskillelige fra metoden. Tre timers optrapning udmatter, med vilje; anden halvdel slapper præcis dér, hvor arven fra Scorseses egne Goodfellas og Casino forudsiger det, og tiltalen til kameraet og drivet fra sangene er et register, han fuldendte for årtier siden, ikke nyt land. Ofrene forbliver uden for billedet, abstraktioner — det er pointen og også grænsen: filmen er så indelukket i Belforts kranium, at den verden, han ødelægger, næsten aldrig føles virkelig.

Og alligevel består den, for næsten ingen anden kunne gøre overdrivelsen så fremdrivende og så sjov uden at miste den tråd af afsky, der løber nedenunder. Som enoghalvfjerdsårig leverede Scorsese sin mest kinetiske film, DiCaprio gav karrierens løseste og modigste komiske præstation, og resultatet er en satire over den amerikanske sult, der bliver ved med at blive mere sand. The Wolf of Wall Street vil have, at du morer dig som aldrig før, mens du ser en mand slippe af sted med det — og at du bagefter opdager, at det gjorde du.

Tags: Leonardo DiCaprio, martin scorsese, Matthew McConaughey, The Wolf of Wall Street

The Wolf of Wall Street, Scorseses tre timer lange rus om grådighed, hvor Leonardo DiCaprio sælger dig den samme løgn, som han sælger sine kunder

Flere som denne

Ballad of a Small Player: Colin Farrell Dykker Ned i Netflix’ Nye Psykologiske Thriller

Studier slås om Florence Pughs ‘The Midnight Library’ — det største bud uden franchise på Cannes-markedet

Toaster på Netflix: manden der opdagede, at hans gavmildhed altid var et lån

Netflix lancerer Gold Rush Gang – en thailandsk banditlegende som et genreblandende epos

I vores tid på Netflix: Et par fra 60’erne navigerer kærlighed og en forandret fremtid i nyt sci-fi-drama

Den store mand: debuten der sprængte filmen og aldrig gav føringen tilbage

Debat