Åbningsscenen i Maria Stachurskas The Midwife er et barskt og nådesløst billede: En kvindes blodige, skælvende hænder holder om et nyfødt barn midt i elendigheden i Auschwitz-Birkenau. Kvinden er Stanislawa Leszczynska, en jordemoder, hvis historie er lige så rystende, som den er inspirerende. Dokumentaren viger ikke tilbage for brutaliteten i de omgivelser, den skildrer, men forankrer fortællingen i Holocausts dystre virkelighed set gennem fødslens prisme – en paradoksal handling, hvor liv opstår midt i døden.

Stachurska instruerer afdæmpet og vælger en alvorlig, næsten ærbødig tone. Hun undgår sensationsmageri og lader rædslerne tale for sig selv. Lyddesignet fungerer særligt godt: De dæmpede skrig fra de nyfødte skærer gennem fjerne ekkoer af lidelse og skaber en hjemsøgende kontrast. Filmens styrke ligger i dens kompromisløse skildring af Holocausts rædsler, hvor Leszczynskas historie danner omdrejningspunkt for en undersøgelse af modstandskraft, tro og den ukuelige menneskelige ånd.

Fortællerstemmerne, Danuta Stenka og Hanna Polk, er afdæmpede og tilfører fortællingen tyngde uden at overdramatisere. Deres præcise fremførelse undgår den melodramatik, som let kunne få en så tung historie til at køre af sporet. Filmens afhængighed af fortællerstemmerne går dog af og til ud over den følelsesmæssige gennemslagskraft i billederne. Fortællingen er nødvendig for den historiske præcision, men filmen føles indimellem mere som et undervisningsforedrag end som en filmoplevelse.

Et af filmens mest gribende aspekter er dens udforskning af tro. Leszczynskas urokkelige tro på sin opgave, selv når hun står ansigt til ansigt med døden, er et centralt tema. Filmen lægger op til, at hendes styrke udsprang af troen – en tanke, der både er stærk og dybt bevægende. Denne åndelige dimension vil dog ikke nødvendigvis tale til alle seere, især ikke dem, der foretrækker en mere verdslig tilgang til historiske fortællinger.

Filmens produktionsmæssige kvaliteter er solide, men uden at skille sig ud. Billedsiden tjener fortællingen uden at gøre væsen af sig. Lyddesignet, som nævnt tidligere, er et af filmens stærkeste elementer og skaber effektivt en stemning præget af spænding og fortvivlelse. Manglen på visuel nytænkning betyder dog, at filmen ikke efterlader et varigt æstetisk indtryk.

Filmens tempo er en tydelig svaghed. Emnet er utvivlsomt gribende, men fortællingen føles ofte stillestående og mangler det fremdrift, der kunne gøre den mere engagerende. Fraværet af arkivoptagelser og rekonstruktioner begrænser historiens nærvær og får den til at virke noget distanceret. Det mærkes især i filmens sidste halvdel, hvor de historiske fakta begynder at overskygge den følelsesmæssige kerne.

Filmens styrker er dens kompromisløse skildring af Holocaust og dens udforskning af troen og den menneskelige ånd. Den formår at hylde Stanislawa Leszczynskas enestående mod og modstandskraft, men har svært ved at løfte sig ud over sit undervisende formål. Filmens afhængighed af fortællerstemmerne kan få den til at virke mere som et foredrag end som en filmoplevelse.

Man kan drage paralleller mellem The Midwife og andre film om Holocaust, såsom Son of Saul (2015) og The Pianist (2002). Hvor disse film ofte handler om overlevelse og kampen for værdighed under umenneskelige forhold, skiller The Midwife sig ud ved at sætte skabelsen – fødslen – i centrum midt i ødelæggelsen. Dette særlige perspektiv giver os en ny måde at betragte Holocaust på og fremhæver livets modstandskraft selv i de mørkeste tider.

Filmens fokus på fødsler rejser dog også spørgsmål om dens fortællestruktur. Emnet er utvivlsomt gribende, men filmens tempo kan føles ujævnt. Første halvdel bruges på at præsentere Leszczynskas baggrund og den historiske sammenhæng for hendes arrestation og fængsling. Afsnittet er oplysende, men kan virke langsomt, især for seere, der allerede kender Holocausts overordnede historie.

I anden halvdel retter filmen blikket mod Leszczynskas oplevelser i Auschwitz-Birkenau, hvor hun arbejdede som jordemoder under forfærdelige forhold. Denne del er mere engagerende, fordi den går tættere på hendes arbejde og de udfordringer, hun stod over for. Filmens afhængighed af fortællerstemmerne kan dog få den til at virke mere som en historisk beretning end som en filmoplevelse.

The Midwife vil især appellere til seere med interesse for historiske dokumentarer, ikke mindst film om Holocaust. Den giver et nyt perspektiv på et emne, der allerede er blevet behandlet mange gange, og er dermed et værdifuldt bidrag til genren. Det langsomme tempo og den store afhængighed af fortællerstemmer kan dog afskrække mere lejlighedsvise seere, der søger en mere dynamisk filmoplevelse.

I sidste ende er The Midwife en bevægende, men ujævn dokumentar. Den formår at hylde Stanislawa Leszczynskas enestående mod og modstandskraft, men har svært ved at løfte sig ud over sit undervisende formål.

Tags: Danuta Stenka, Hanna Polk, Maria Stachurska, Położna