Man ser Midnight Mass én gang og bemærker forskrækkelserne. Man ser den igen og bemærker snakken. Mike Flanagan bygger serien af tale — lange, uklippede monologer ved et køkkenbord eller fra en prædikestol — og vædder på, at en stemme, holdt længe nok, bliver det mest skræmmende instrument i rummet.

Det er en Netflix-gyser-miniserie skabt, skrevet og instrueret af Mike Flanagan, og den forlader aldrig Crockett Island: et skrumpende fiskersamfund, nogle hundrede sjæle, én katolsk kirke. Ind i den lukkede verden træder pastor Paul Hill (Hamish Linklater), en ung præst, hvis ankomst falder sammen med ting, øen ikke kan forklare — helbredelser, der ligner mirakler, tegn, der ligner advarsler. Over syv afsnit surner den glød, han tænder, og bliver til noget andet.

Den instruktørbeslutning

Flanagans egentlige væddemål er strukturelt: han holder igen. I lange stræk afviser serien forskrækkelsen og overlader lærredet til samtalen — i centrum en natlig ordveksling mellem Riley (Zach Gilford) og Erin (Kate Siegel) om, hvad hver især tror, der sker i dødsøjeblikket. Den varer i minutter, uklippet, to mennesker og mørket. Intet springer frem. Og det er seriens mest foruroligende scene, for den lærer dig at frygte en idé før en skikkelse i billedets hjørne.

Michael Fimognaris kamera holder afstand og lader ansigterne arbejde; Newton Brothers’ musik lægger sig under salmerne, ikke over. Når gyset endelig viser sine kort, er det i timevis blevet forberedt af noget så lidt aggressivt som en god mand, der siger fornuftige ting med fuldkommen overbevisning.

Midnight Mass (2021) på Netflix — Midnight Mass (2021), Mike Flanagans miniserie på Netflix

Præstationerne

Hamish Linklater bærer det hele. Hans pastor Paul er varm, dirrende, fuldstændig overbevisende: en mand, der er sikker på, at han udfører kærlighedens gerning, hvilket netop er det, der gør ham farlig. Den anden motor er Samantha Sloyan som Bev Keane, sognets fromme kvinde, hvis våbengjorte skrift skræmmer mere end noget monster; hun er den egentlige skurk, retskaffenhed med sikringen af. Omkring dem giver Zach Gilfords skyldtyngede Riley, Kate Siegels Erin og Rahul Kohlis sherif Hassan — en muslim, fremmed i en by, der lukker sig om én tro — argumentet dets menneskelige vægt.

Det ærlige forbehold

Den er så afmålt, at den sætter dig på prøve. Serien går som katten om den varme grød et godt stykke tid, før sidste akt betaler sig, og den, der søger en konventionel skræmmemaskine, vil føle tålmodigheden som langsommelighed. Den tålmodighed er pointen — men det er ærligt at advare om, at den er der.

Tilbage står ambitionen: en gyserserie, der for alvor kæmper med selve troen, dens trøst og dens fare, og som nægter at vælge den nemme side i den strid. Troen er på én gang monstret og barmhjertigheden. Anbefales.