Gennem det meste af sin lange karriere er Monica Bellucci blevet filmet som et billede, før hun overhovedet er blevet set som skuespiller — et ansigt, kameraet elskede, undertiden på bekostning af kvinden bag det. Prisen, hun tager med sig fra Locarno, vender den rækkefølge på hovedet, og det er værd at standse op ved hvorfor.

Hun vandt festivalens Best Performance-pris, hovedkonkurrencens fornemste skuespillerpris, der nu uddeles uden hensyn til køn, for Giovanni Tortoricis Ketticè, en film produceret af Luca Guadagnino. Det er blandt de mindst glamourøse roller, hun nogensinde har påtaget sig. Og det er netop pointen med præstationen.

Bellucci spiller moren til en sløv teenager i en aristokratisk siciliansk familie, en kvinde nedbrudt af den rolle, samfundet har tildelt hende. “Dette er en kvinde, der har glemt sin femininitet,” har hun sagt om karakteren. “Hun passer ikke på sig selv. Og når hun taler, råber hun.” Hun beskrev hende som “offer for en social rolle”, en person, der forsøger at “opveje denne frustration ved at spise snacks.”

For en skuespiller, hvis stjernestatus er bygget på det modsatte — elegance, selvbeherskelse, det fastholdte blik — er valget om at leve sig ind i dette sammenbrud hele arbejdet. “Det var interessant at spille en anderledes rolle,” sagde Bellucci, “fordi denne hustru og mor fortæller os om frustrationen bag hele samfundets perfektion.” Prisen antyder, at juryen hørte den sætning under råbene.

Set på tværs af hendes filmografi ligner sejren mindre en kursændring end en korrektion. Bellucci begyndte som fotomodel og blev i årevis castet for sin overflade: gennembruddet med Malèna, arthouse-udfordringen i Gaspar Noés Irréversible, rollen som Persephone i Matrix-efterfølgerne, indtoget i Bond-franchisen som dens ældste kvindelige hovedrolleindehaver. Kameraet blev ved med at nå frem til den samme konklusion om hende. Ketticè nægter at tegne den. Præstationen lader overfladen falde væk, og en festival, der i år præsenterede sit program som eventyrlystent, viste sig at være det rette rum til at opdage det.

Det har også betydning, hvem der stod bag budgettet. Tortorici er en ung italiensk instruktør; Guadagnino har som producer opbygget en vane med at føre nye italienske filmskabere hen imod netop den slags usentimentale karakterstudier, som den kommercielle italienske film er blevet beskyldt for at have forladt. Bellucci kaldte Tortorici en instruktør, “der ved præcis, hvad han vil”, og resultatet for “en meget personlig og virkelig unik film”. Hendes pris kan stilfærdigt læses som en stemme for det økosystem — for den lille, usmigrende italienske film frem for den eksportklare.

Aftenens hovedoverskrift tilhørte et andet sted. Den Gyldne Leopard gik til den rumænske instruktør Florin Şerban for You Don’t Belong Here, hans første spillefilm i otte år og en påmindelse om, at den rumænske nybølge fortsat tilfører Locarno sin moralske alvor — et far-og-søn-drama, bygget, med Şerbans ord, som “et portræt af en måde at se verden på, der måske er ved at forsvinde.” Kim Min-hee delte Best Performance-prisen for Hong Sang-soos Nowhere to Lay My Eyes, som også vandt Best Direction, mens Special Jury Prize gik til The Riverbank. Bellucci konkurrerede om sin pris; hun bedømte den ikke. Juryen, anført af den belgiske filmskaber Fabrice Du Welz, sad ved den 79. udgave af en festival, der hver august afholdes ved Lago Maggiore, hvor Den Gyldne Leopard er ledsaget af en præmiesum på 75.000 schweizerfranc, delt mellem en films instruktør og producent.

Hvis resten af branchen lytter, er læren ubehagelig og præcis: Det mest bankable ansigt i italiensk film er netop blevet hædret for at gøre sig selv ugenkendelig.

Tags: Monica Bellucci, filmfestivaler, Florin Şerban, Ketticè, Locarno Filmfestival