Palmerne står stille i heden. Så opløses trælinjen i en mur af orange ild, det tunge slag fra rotorbladene flyder sammen med summen fra en loftsventilator, og en mand ligger og sveder på et hotelværelse i Saigon med krigen allerede i gang bag øjnene. Dommedag nu bekendtgør sin metode i det første minut: dette bliver en kontrolleret hallucination, lyden foldet ind over billedet, indtil junglen og indersiden af et kranium er det samme sted.

Historien er en lige linje, og filmen er alt andet end det. Kaptajn Willard sendes op ad en flod mod Cambodja for at finde oberst Kurtz, en dekoreret officer, der er sluppet uden for hærens rækkevidde og har sat sig selv op som en gud blandt de mennesker, han blev sendt ud for at bekæmpe. Francis Ford Coppola tog Joseph Conrads Mørkets hjerte og lod den drive ned ad en tropisk flod i krigstid; rejsen op ad floden bliver hele filmens arkitektur, hvert sving en dybere nedstigning, hvert stop en smule længere væk fra enhver verden, der stadig giver mening.

Lys og lyd

Det er her, filmen står alene. Vittorio Storaro fotograferede den i røg og mættet farve — magnesiummorgener, violette skumringer, ansigter oplyst af nødblus og brændende brændstof — og Walter Murch byggede en af filmkunstens første ægte surroundmiks omkring det, så helikopterne synes at krydse salen hen over hovedet på en. Angrebet på kystlandsbyen, fløjet ind til Wagners Valkyrieridtet, der brøler ud af højttalere skruet fast på kamphelikopterne, er stadig den mest berusende og mest obskøne scene af sin slags, med Robert Duvalls Kilgore spadserende oprejst gennem eksplosionerne for at levere replikken, alle husker, om lugten af napalm. Billedet bærer argumentet; lyden afslutter det.

Floden

Coppola bygger nedstigningen som en række stationer: en tiger i det grønne, en sampan ransaget og dernæst massakreret for en skjult hundehvalp, et USO-show, der skrider sammen i panik, en bro oplyst som et tivoli ved verdens ende, hvor ingen soldat kan sige, hvem der har kommandoen. Martin Sheen fører det indad, hans Willard snævrer ind fra soldat til vidne til noget koldere, mens Sam Bottoms, Frederic Forrest, Laurence Fishburne og Albert Hall bemander en båd fuld af mænd, som krigen stille bruger op. Jo nærmere vandet kommer Kurtz, desto mindre vil krigen forklare sig.

En scene fra Dommedag nu (1979), instrueret af Francis Ford Coppola — Dommedag nu (1979), instrueret af Francis Ford Coppola.

Kurtz og mørket til sidst

Så ankommer Marlon Brando, vældig og halvt skjult, og filmen skifter temperatur. Stillet over for en skuespiller, der mødte op overvægtig og uforberedt, gjorde Coppola problemet til æstetik: han begraver Kurtz i skygge og lader et skaldet hoved dukke op af det sorte, mens en dyb stemme mumler om rædslen. Sekvensen i lejren er filmens mest omdiskuterede stykke: for nogle en hypnotisk nedstigning i myten, for andre et stillestående, overfilosoferet antiklimaks efter flodens fremdrift. Optagelserne blev en legende for sig — en tyfon, der jævnede kulisserne med jorden, Sheens hjerteanfald, helikoptere kaldt tilbage midt i optagelsen for at bekæmpe et virkeligt oprør — senere blotlagt i dokumentaren Hearts of Darkness.

Hvorfor den stadig fortjener karakteren

Det ærlige forbehold er det, filmen selv rækker frem: Kurtz-delen mister den frygtelige fremdrift i alt det foregående, og Brandos improviserede halvmørke kan skride fra det dybe til det blot uklare. Men holdt op mod, hvad filmen gør med billede og lyd, er indvendingen lille. Ingen senere krigsfilm er fotograferet eller mikset sådan, og ingen har iscenesat den langsomme forvandling af en mand til et våben — og dernæst til et vidne — med en sådan skønhed og en sådan rædsel. Den forbliver uundværlig.

Dommedag nu fik premiere i 1979, instrueret af Francis Ford Coppola efter et manuskript, han skrev med John Milius, med fortællertekst af Michael Herr, frit efter Joseph Conrads Mørkets hjerte. Martin Sheen, Marlon Brando, Robert Duvall, Frederic Forrest, Sam Bottoms, Laurence Fishburne og Dennis Hopper står i spidsen for rollelisten. Vittorio Storaros fotografering og filmens lyd vandt hver en Oscar, og filmen delte Guldpalmen i Cannes.

Tags: francis ford coppola, klassisk film, Krigsfilm, Vietnamkrigen