Det åbner med en af filmhistoriens mest ikoniske sekvenser: Orson Welles‘ kamera slingrer sig gennem en travl grænsestad i et enkelt tagskud på godt tre minutter, uden et eneste klip. Det er Politiets blinde øje fra 1958, og denne teknisk imponerende åbning sætter tonen for Welles’ mesterlige blanding af film noir og social kritik.

Welles spiller selv den korrupte politibetjent Hank Quinlan, hvis had til mexicanere og alkoholisme driver handlingen fremad. Over for ham står Charlton Heston som den retfærdige Miguel Vargas, en mexicansk efterforskningsofficer på bryllupsrejse med sin amerikanske kone (Janet Leigh). Når en bombe eksploderer ved grænsen, drages Vargas ind i Quinlans fordrejede retssystem. Welles’ skarpe kritik af racisme, korruption og magtmisbrug er lige så relevant i dag som i 1958.

Det, der virker bedst, er Welles’ umiskendelige fingeraftryk på filmen: de lange tagskud, de skæve kameravinkler og de skyggefulde billeder. Den berømte åbningssekvens er en teknisk bedrift, der stadig forbløffer – og det er ikke kun billedsiden, Welles brillerer på. Hans dialog er skarp og fuld af dobbeltbetydninger, og karaktererne er dybt nuancerede. Heston og Leigh leverer solidt, men det er Welles’ Quinlan, der skiller sig ud – en kompleks skurk, der på én gang isner blodet og vækker medlidenhed.

Filmens svaghed ligger i dens struktur. Selv i Walter Murchs genmonterede version fra 1998 kan handlingen føles fragmenteret og uforudsigelig på en måde, der ikke tjener fortællingen. Dertil kommer scener, der virker overflødige eller ufuldendte, hvad der med rimelighed kan tilskrives de kreative konflikter mellem Welles og Universal Studios under produktionen.

Men det er let at overse disse fejl, når man først er opslugt af Welles’ verden.